Er det ved at være et godt stykke tid siden, at du satte dig i en tandlægestol, kan det måske være en rigtig god ide at overveje, hvad grunden kan være. Lider du måske af tandlægeskræk, og har du derfor svært ved at føle dig helt tryg ved tanken om en eventuel tandbehandling? Eller handler det i stedet mere om, at din økonomi bliver udfordret ved de ofte høje priser, der er på diverse tandlægebehandlinger?
Uanset hvad det drejer sig om, skylder du dig selv og dine tænder at få dem tjekket regelmæssigt, så en eventuel infektion eller et hul i en tand ikke udvikler sig yderligere. I sidste ende kan det ende med en langt mere omfattende tandbehandling, end der i første omgang ville have været brug for.
Overvind din angst
Handler dine manglende besøg hos tandlægen om, at du simpelthen er bange for at få tænderne tjekket, så er du langtfra den eneste. Faktisk viser undersøgelser, at hele 4 ud af 10 danskere i større eller mindre grad er bange for at gå til tandlægen, mens 4 % lider af en decideret fobi, når det kommer til tandlæger.
Fobi eller ej, så bliver du nødt til at overvinde din skræk på den ene eller den anden måde. Alternativet er, at dine tænder og dit tandkød kommer til at kræve en langt mere omfattende behandling, end hvis du var gået til tandlægen med dit problem med det samme.
Det, der er vigtigt at understrege i denne sammenhæng, er, at de fleste tandlæger er meget forstående over for din angst og ønsker at give dig den bedste oplevelse som overhovedet muligt, fra du træder ind ad døren på klinikken, til du er ude igen. Der er altså intet at være flov over, når det kommer til tandlægeskræk.
Selvom du godt er klar over, at din frygt er irrationel, så er der intet, der tyder på, at personer, der er bange for at gå til tandlægen, skulle være mindre rationelle eller mindre velfungerende end dem, der ikke synes at have noget problem med at besøge tandlægen, når det er ved at være tid til et nyt tjek.
Husk altid at sammenligne priser og kvalitet
Måske er det ikke tandlægeskrækken, der står i vejen for, at netop du udsætter dine tandlægebesøg. Måske handler det i virkeligheden om, at du har et meget stramt budget, som du sagtens kan komme til at overskride efter et besøg hos tandlægen. I det tilfælde kan det være relevant at undersøge, om du i virkeligheden betaler overpris for et tandlægetjek. Bor du for eksempel i København, findes der utallige tandlæger med vidt forskellige priser.
Her er det naturligvis også relevant, når du er på jagt efter en god tandlæge i København, at kvalitetstjekke tandlægerne, før du bestiller en tid. Du kan for eksempel forhøre dig hos dine venner eller finde anmeldelser på nettet. Begge dele kan give et udmærket billede af, hvordan din kommende tandlæge arbejder.
Skriv et svar