Den ulige kamp

Om skilsmissefædres umulige kamp for at opretholde en tæt kontakt til deres børn

I dagens Danmark er det som bekendt ikke usædvanligt at de traditionelle familiemønstre brydes og, at forældre og børn må indrette sig i nye mønstre. Cirka hvert tredje ægteskab ender med skilsmisse og i de fleste er der børn involveret.

I mange af disse tilfælde forstår forældrene heldigvis at indrette sig på en fornuftig måde således at børnene bevarer en tæt kontakt til begge forældre endet via en deleordning eller via et udvidet samvær. Der, hvor der ofte opstår problemer, er når den ene part (typisk moderen) bruger børnene for at få hævn og afviser at indgå en rimelig aftale med faderen om samværet med børnene. De sager, der typisk bliver taget op i pressen, er de ekstreme tilfælde eksempelvis, hvor faderen på trods af tegn på fysisk eller psykisk overgreb alligevel får tildelt samvær. Disse tilfælde er ikke typiske og fjerner fokus fra de relativ mange tilfælde, hvor faderen alene kæmper for at bevare den nære kontakt han havde til børnene inden bruddet med moderen. Her er der ofte tale om en urimelig ulige kamp.

I de fleste familier jeg kender til fra min omgangskreds er moderen og faderen fælles om børnenes opdragelse og om de praktiske gøremål. Fædrene skifter ble, mader børnene, lægger dem i seng, synger for dem, står op om natten, afleverer eller henter dem i vuggestuen eller børnehaven osv. Kort sagt, er man fælles om at løse opgaverne ligesom begge forældre giver børnene kærlighed og viser dem omsorg. På dette punkt er det min opfattelse, at ligestillingen er kommet meget langt. Men kommer det til ulykkeligvis til skilsmisse er det slut med ligestillingen. Så er det moderens ‘ret’, at børnene skal bo hos hende og at faderen alene skal se børnene hver anden weekend eller lidt mere. I dette spørgsmål bakkes hun desværre op af Statsamterne, som i tilfælde af uenighed om samværet, næsten altid vil dømme til fordel for moderen.

Dermed sættes den skilsmisseramte fader i en totalt håbløs situation. Selvom han igennem hele børnenes opvækst har været 100% til stede og deltaget på lige fod med moderen i alle sammenhænge – undtaget der, hvor de fysiske forskelle mellem mand og kvinde sætter begrænsninger – må faderen affinde sig med det samvær han bliver ‘bevilget’ af moderen. Hvis ikke parterne selv kan finde en løsning de begge er tilfredse med, er der stor risiko for at faderen og ultimativt børnene, som ønsker en tæt kontakt til begge deres forældre, taber. Jeg er af min ekskone adskillige gange blevet konfronteret med bemærkningen om, “at jeg da bare kan tage sagen op med statsamtet, hvis jeg er utilfreds med kun at se mine børn i 4 ud af 14 dage”. Hun ved, at jeg i Statsamtet ikke har en kinamands chance for at opnå mere samvær med mine børn. På dette område er ingen form for ligestilling. Børnenes ret til deres fædre negligeres og fædrene betragtes tilsyneladende af myndighederne, som klart mindre egnede forældre end mødrene. Der drejer sig naturligvis først og fremmest om børnenes bedste – ingen tvivl om det. Men lige præcis hvad er det, der gør en far mindre uegnet som forældre efter en skilsmisse?

Det er en håbløs situation man som far befinder sig i. Man ønsker sig brændende at bevare den daglige kontakt til børnene og være en vigtig del af deres hverdag. Man vil gerne have at børnene betror sig til en og at man kan følge med i deres skolegang, fritid osv. På grund af det begrænsede samvær er dette næsten umuligt. Hvis det tilmed er faderen der har taget initiativet til skilsmissen, er situationen endnu mere håbløs. Den forsmåede kvinde kan med ‘bistand’ fra lovgivningen nægte faderen samvær i rimeligt omfang for at straffe ham. Faderen kan appellere alt det han vil til moderens gode vilje, han kan bede hende lytte til børnenes ønsker (mine børn på 5 og 7 år og kan heldigvis stadig relativt frit udtrykke, hvad de ønsker), han kan fremføre i hundredevis af gode og relevante argumenter, men lige lidt hjælper det. Hvis ikke moderen frivilligt vil give efter, har faderen reelt ingen ankemuligheder og må således affinde sig med kun at være sammen med sine børn i 4 ud af 14 dage.

Nogen vil sikkert mene, at 4 ud af 14 dage sammen med mine børn ikke er så dårligt og, at man ikke skal klage. Til dem vil jeg blot sige: Man opgiver ikke at kæmpe for dem man elsker. Jeg har deltaget 100% på lige fod med min ekskone i børnenes opvækst. De er ligeså tæt knyttet til mig. Børnene vil forvente at jeg kæmper ikke alene for min sag, men også for deres ret til at være mere sammen med deres far. Med børn er det jo sådan, at det både drejer sig om kvalitet og kvantitet. Det er næsten umuligt at bevare en tæt og fortrolig kontakt til sine børn, hvis man kun er sammen 4 ud af 14 dage. Det er i hverdagen man opbygger denne kontakt og derfor tilgodeses børnene ikke optimalt ved, at moderen med statsamtet i ryggen som standard får tildelt mindst 70% af tiden sammen med børnene. Fædre der ikke i mindelighed kommer overens med deres ekskoner om en mere retfærdig fordeling, får ingen hjælp af statsamterne. De kan alene væbne sig med tålmodighed og vente på at børnene bliver 12 år for først til den tid vil statsamterne tage hensyn til børnenes udtrykte ønsker. I den mellemliggende periode må man som far tage til takke med det samvær ens ekskone ’tildeler’ en.

Efter min opfattelse er det en utroligt, at politikerne efter så mange års kamp for ligestilling mellem kønnene, på dette område stadig støtter en lovgivning, der i den grad diskriminerer fædrene. Hvordan kan det være at mere end 90% af alle retssager om forældremyndighed falder ud til kvindens fordel? På dette område skulle man tro, at vi stadig levede midt i sidste århundrede, hvor den udbredte opfattelse var, at børn til enhver tid havde det bedst sammen med deres mor. Det er på høje tid at der bliver gjort noget ved dette problem og at der er politikere, som stiller sig på børnenes side og kæmper for deres ret til et tæt og fortroligt for forhold til deres fædre – også selvom forældrene er skilt. Og hvor er ligestillingsrådet og alle de kvinder, der taler for ligeberettigelse henne i denne sag? Hvad med at også at inddrage dette område i ligestillingskampen – det ville klæde debatten, hvis man på dette område anerkendte fædrenes ret til ligestilling og ikke mindst børn ret til begge deres forældre.

Artikel genskabt fra skilsmisse-far.dk